kvalitetsstyring
Formålet med henholdsvis at sætte, at styre og at sikre kvaliteten er at forebygge svigt og skader i byggeriet. Byggerier, som er omfattet af Byggeskadefonden, skal være kvalitetssikrede i henhold til bekendtgørelse nr. 773 af 27. juni 2011 om kvalitetssikring af byggearbejder.

Kvalitet betyder i denne sammenhæng en egenskab eller en sum af egenskaber. Egenskaberne går især på de byggetekniske løsninger og materialer, men også brugs- og driftsforhold og arkitektonisk fremtræden indgår i kvalitetsbegrebet.

 

Bygherren sætter kvaliteten
Bygherren har ansvar for at definere eller sætte den kvalitet - dvs. de egenskaber - han ønsker i sit byggeri. Når bygherren sætter kvaliteten, skal han overveje og prioritere, hvilke egenskaber der er vitale og vigtige for det påtænkte byggeri, og hvilke der har mindre eller ingen betydning. Ofte antager bygherren en teknisk sagkyndig rådgiver til at bistå sig hermed.

Egenskaberne skal vælges således, at byggeriet i hele sin levetid bevarer den ønskede form og funktion med en veldefineret og rimelig driftsindsats. De valgte byggetekniske løsninger skal være pålidelige, holdbare og vedligeholdelsesvenlige. Kvaliteten skal nødvendigvis sættes, inden den kan sikres!

 

 

Byggeskadefonden | Studiestræde 50 | 1554 København V | tlf: 3376 2000 | cvr: 1202 5971| bsf@bsf.dk