digital projektering og kvalitetssikring
Projektering af almene nybyggerier og støttede renoveringer skal ske digitalt, hvis de får tilsagn om støtte efter 1. april 2013, og hvis den samlede entreprisesum er over 20 mio. kr. ekskl. moms. Kvalitetssikring skal også ske digitalt.

 

IKT – Informations og Kommunikations Teknologi
IKT-bekendtgørelsen for det almene byggeri omfatter en række krav til anvendelse af informations og kommunikations teknologi i fremtidige byggesager. Det er i henhold til bekendtgørelsen bygherren, der skal stille kravene og tillige sikre, at kravene opfyldes. I praksis betyder det, at bygherren stiller kravene over for rådgiverne i forbindelse med indgåelse af rådgiveraftalerne og med de udførende, når der tegnes kontrakter med disse. Bygherren skal tillige sikre sig, at kravene under forløbet af byggesagen overholdes.

Skal bygherrekravene tilføre byggesagerne reel nytteværdi, er det af afgørende betydning, at der inden for bekendtgørelsens rammer sker en konkretisering af de enkelte krav samt tilpasning til den konkrete byggesag.

 

brug vores vejledning
Byggeskadefonden har udarbejdet en overskuelig vejledning, som giver bygherrer og bygherrerådgivere en grundlæggende viden om og forståelse for de digitale krav og deres betydning både for byggesagens forløb og for den efterfølgende ejendomsforvaltning. Vejledningen skal lette bygherren i arbejdet med kravstillelsen i den konkrete byggesag.

Vejledningen omfatter ikke anbefalinger til byggesagens rådgivere og udførende, som forudsættes at have den nødvendige IKT-mæssige indsigt og erfaring til at gennemføre de aftalte ydelser i henhold til bygherrekravene som beskrevet i aftalegrundlaget.

 

Byggeskadefonden | Studiestræde 50 | 1554 København V | tlf: 3376 2000 | cvr: 1202 5971| bsf@bsf.dk