FUGTSUGENDE MGO-VINDSPÆRREPLADER

Voldgiftsretten afgjorde i 2017 den første, principielle sag om placering af ansvaret for brug af MgO-vindspærreplader. Voldgiftsretten slog fast, at MgO-plader er uegnede til at blive anvendt i det danske klima som vindspærreplader.

Fonden har fulgt op på voldgiftskendelsen med initiativer til at undgå forældelse af eventuelle krav. Det overordnede sigte er ved forlig eller voldgift at nedbringe fondens udgifter til udskiftning.

Fonden fortsætter derudover sin erfaringsudvikling på forskellige udbedringsmetoder samt sit overvågnings program af bebyggelser med konstaterede svigt efter MgO-vindspærreplader.

Den 5. oktober 2016 opgjorde vi, at der i perioden 2010 til 2015 i 82 almene nybyggerier og renoveringer med knap 12.000 boliger blev opsat ca. 275.000 m2 MgO-plader som vindspærrer. De skal udskiftes i de fleste
tilfælde. De samlede udgifter til udbedring anslås til knap 1 mia. kr., hvoraf cirka halvdelen skal dækkes af Byggeskadefonden. I de fleste tilfælde skal hele facaden afmonteres for at udskifte MgO-pladerne. Derfor bliver udgifterne så store.

MgO-pladerne er uegnede som vindspærre i det danske klima. Det er konklusionen
i en rapport, som Byggeskadefonden har fået udarbejdet. De saltholdige plader
suger i vinterhalvåret fugt fra den udeluft, som de ventileres af, og når de er mættede med fugt, afgiver pladerne en saltholdig væske, der er stærkt korroderende på de skruer, beslag, stålprofiler m.v., som både MgO-pladerne og facadebeklædningerne er monteret med. Der kan i løbet af nogle år opstå nedstyrtningsfare, og pladerne skal derfor udskiftes inden. På langt sigt kan pladerne desuden gå i opløsning og miste deres brandhæmmende, vindbeskyttende og stabiliserende egenskaber.

Første, principielle voldgiftskendelse: MgO-vindspærreplader uegnet til byggeri i danske klimaforhold
Voldgiftsretten afgjorde den 21. juni 2017 den første, principielle sag om placering af ansvaret for brug af MgO-vindspærreplader.

Voldgiftsretten slog fast, at MgO-plader er uegnede til at blive anvendt i det danske klima som vindspærreplader.  Voldgiftsretten lagde til grund, at de egenskaber, der gjorde dem uegnede til anvendelsen, kunne have været konstateret i 2010 under anvendelsen af dengang kendte undersøgelsesmetoder. Der er derfor ikke tale om en udviklingsskade, som ville have betydet, at risikoen for eventuelle skader påhviler bygherren.

Kendelsen er principiel og gælder således også i alle andre sager, hvor MgO-pladerne er anvendt efter 2010. Voldgiftsretten fastslog ligeledes, at MgO-plader ikke var gennemprøvede som vindspærreplader i 2010. Det var ligeledes principielt, idet der efter kvalitetssikringsbekendtgørelsen for almene nybyggerier og renoveringer er krav om, at anvende gennemprøvede løsninger og materialer, ligesom der er krav om at orientere bygherren, såfremt rådgiveren eller entreprenøren er i tvivl, om en løsning eller et materiale er gennemprøvet.

Totalrådgiveren pålagt ansvaret
I den konkrete sag blev totalrådgiveren pålagt hele ansvaret for, at bygherren ikke blev orienteret i overensstemmelse med kvalitetssikringskravene. Entreprenøren blev frifundet for både mangelansvar og produktansvar.

Den principielle voldgiftskendelses betydning for Byggeskadefonden
Fonden forventer, at kendelsen får stor betydning for alle de MgO-sager, der er omfattet af fonden, idet de alle er udført efter 2010. Det gælder i øvrigt også stort set alle andre offentlige og private byggerier med MgO-vindspærreplader. 

Voldgiftsrettens kendelse betyder, at ingen af disse skadesager kan begrundes med, at der er tale om ”udviklingsskade”.

Byggeskadefonden forventer imidlertid, at overholdelse af kvalitetssikringskravene om at anvende ”gennemprøvede” materialer og i modsat fald at ”orientere” bygherren vil blive genstand for flere voldgiftssager. Flere af byggeriets parter har fremført det synspunkt, at MgO-pladerne nåede at blive anvendt af så mange parter og i så mange byggerier, at de opfyldte kravet om at være ”gennemprøvede”. 

Det er imidlertid fondens opfattelse, at MgO-pladers anvendelse som vindspærrer aldrig nåede at blive ”gennemprøvede” i kvalitetssikringsbekendtgørelsens forstand, idet dette ville forudsætte, at der var dokumentation for, at de var egnede til denne anvendelse i hele et byggeris eller en renoverings levetid. Det viste sig jo tværtimod allerede inden 5 år, at de var uegnede, hvilket Voldgiftsrettens kendelse fastslog.

Some description
Byggeskadefonden | Studiestræde 50 | 1554 København V | tlf: 3376 2000 | cvr: 1202 5971| bsf@bsf.dk